onsdag den 5. marts 2014

En lille Rasmus.

Eskilds første rigtige fastelavn fandt sted i mandags. Tøjet har været klar i laaaang tid og har også været i brug mange gange. Eskild har selv valgt hvad han ville være og har nysgerrigt fulgt med i hele processen, lige fra valg af stof og knapper til at se det blive syet. 
En tilfældig tur i H&M resulterede dog i at han hellere ville være spiderman, men det glemte han dog hurtigt igen, da han fik det færdige Rasmus Klump-tøj (Thank God).



Han havde en fed dag og havde stadig tøjet på da jeg hentede ham. Den sorte næse var dog fordelt på kinder og snotærmet.




lørdag den 22. februar 2014

Nye pudebetræk.

Nogle gange skal man da have nogle nye pudebetræk og denne gang lovede jeg mig selv at jeg selv ville sy. 
Det er så dejligt at se på noget man selv har produceret, vel og mærke hvis man er tilfreds med resultatet. Og det synes jeg egentlig jeg er. 
Kan godt lide farvekombien petrol, aqua, lyserød, lysegrå og den stærke gule.

Go' weekend til jer derude:-)


tirsdag den 18. februar 2014

Babushka-love

Long time, no see....
Meeen jeg er her stadig.
I weekenden stod den på hamasjov og Eskild og jeg fik leget perleleg i et par timer.
I disse Sotchi-tider blev det til tre små babushkaer som skal pynte på Solveigs værelse.


I første omgang i vindueskarmen med de andre søstre. Senere, når jeg får lavet flere, i en uro.
De er lavet af de bitte, bitte, bitte små perler.
Hyggeligt at lave perler, en disciplin jeg har forsømt i næsten tyve år.
Eskild har tidligere brugt de store hamaperler, men har nu fået øjnene op for de almindelige små. Så bliver der trænet finmotorik. Et hjerte og stjerne blev det til. 

Godt gået af den lille mand.

lørdag den 4. januar 2014

Tilbageblik

Der har været stille her på bloggen, mest af alt på grund af at der ikke har været stille herude. 
Men vil lige benytte lejligheden til at kigge tilbage. 2013 har været... Nja, kan ikke rigtig finde ordet. God, turbulent, fantastisk, forfærdeligt.
Årets begivenhed var at blive beriget med Lilletøsen. Det var jo fantastisk. Intet mindre.

Men ellers har året været præget af mindre spændende ting. Jeg havde en kedelig graviditet. Jeg du'r ligesom bare ikke til det. Avs.
Vi blev lockoutet og debatten omkring lærergerningen, og alt hvad det førte med sig, var ikke særlig behagelig.
2013 var også året hvor vi nåede en del længere med vores projekt ombygning. Gangen, stuen og køkkenet blev ordnet og jeg elsker det. Mit nye køkken især.
Den sidste halvdel af året har været præget af søvnløse nætter og utallige køreture til ørelæge. Solle har jo bøvlet en del med de ører og har haft ondt. Det er bedre efter hun har fået penicillin, men hun tager sig stadig til højre øre. Nattesøvnen er bedre (7-9-13, bank under bordet, etc), vi håber det fortsætter.
Eskild slog hul i hovedet og var super sej da det blev syet.

Vi har været 3 gange i Norge. Tre dejlige ture, sidste gang her i julen. 
Eskild blev søsyg på vej der op, det fik IPad'en at føle. Det gyngede altså også en del.  

Heldigvis går søsyge hurtigt over og vi kunne nyde julen. Eskild fik gaver han var begejstret for og legede til han faldt om.
Vi var hjemme igen d. 28. og nød nogle dage i ro inden nytåret.
Der har været mange ting, små og store, så det er svært at sætte et ord på året der gik. Det har været lidt sådan op og ned.
I dagene op til nytårsaften tænkte jeg meget på mine ønsker for det nye år og jeg har nogle ret så urealistiske ønsker. Man har vel lov at håbe.
Mere tid som familie, mere tid til sundhed, knap så meget opvask, vasketøj, rod og nullermænd (jeg ønsker mig sådan en nisse der ordner det om natten).
En solfyldt sommer, mere tid til at strikke, hækle, sy.
Færre regn/blæsevejrsdage, færre regninger, færre søvnløse nætter, færre kalorier, færre bekymringer.
Naivt, ik'?
De tanker sad jeg med i dagene før nytår og glædede mig til at skåle nytåret ind med håbet om et bedre år.
Men nogle gange bliver man klogere og fatter man ikke at ting ikke altid går som man ønsker, ja så skal man få skåret ud i pap.
Da det gamle år randt ud og det nye tikkede ind sad jeg med Solveig i en ambulance. 200 km/t på motorvejen, de kørte i hvert fald stærkt. Jeg skal lige sige at det gik godt, og hun har det fint.
Solveig er en nysgerrig pige og hun smager på alt. Og når vi sidder og mumser, så skal hun så klart også være med. 3 mundfulde citronfromage og pigen får nældefeber. Vi slog det hen med at det går over og ingen grund til panik. Indtil hun begyndte at hæve i ansigtet og især omkring mund og næse. Jeg ringede til vagtlægen, bare lige for at høre og 10 min senere sad vi ambulancen. Solle lignede noget der var taget ud af en gyser, hævet i hele hovedet. Næse, ører, hage, øjne og hænder ligner noget der kan eksplodere hvert øjeblik det skulle være.
Da vi bliver modtaget på børneafdelingen får hun antihistamin og får det hurtigt bedre og vi bliver indlagt. Den første dag i det nye år bliver sådan lidt mærkelig, på den ene side er man lettet og taknemmelig for at alt gik godt. Men tanken om hvis det ikke var gået godt ligger også og lurer. Nu skal vi have udredet hvad der gik galt. Æg mistænkes og er også det mest sandsynlige, men det vil blodprøverne fortælle mere om.
Nu er vi hjemme og hygger os de sidste dage af ferien. Julepynten er ryddet af vejen og 2014 kan bare komme an. Nu er jeg klar!

onsdag den 20. november 2013

Oh happy....

Det ser ud til vi er tilbage, altså med nattesøvnen. Solveig virker mere tilpas end hun har gjort længe. Ved 5 mdrs tjekket ved lægen havde hun væske på ørene. Oh no... Men lad os håbe det går i sig selv. Vi fik også snakket om at hun nok skulle give hende lidt movicol til maven, da hun havde lidt tendens til hård mave. Lad mig lige understrege at det virker. 
Så 7-9-13 lad os håbe at det værste er ovre. 
Vi er startet i mødregruppe. Bedre sent end aldrig. Sundhedsplejersken havde lige glemt os, så vi er nu blevet tilknyttet en gruppe. De har været i gang et stykke tid, men tog godt i mod os. Solveig syntes det var meget spændende med de tre andre babyer, endog lidt skræmmende.
Go' dag til jer derude.


fredag den 8. november 2013

Kært barn har mange navne....

Ja, hun hedder jo Solveig. Men kan også gå under navne som Lilletøs, Musen, Bebsen, Solle, men mest som Tidsrøveren. Det tager det meste af ens vågne tid at have en baby. Det kommer vel heller ikke bag på nogen.
For ca tre uger forandrede min meget søde, meget sovende og meget rolige datter til et søvnrøvende, hænge-på-arm-krævende, jeg-vil-underholdes-befaldende, jeg-sover-kun-i-din-favn-skrigende, jeg-tror-jeg-får-tænder-jamrende, lille monster.
Mount vasketøj har jeg ikke kunne kigge over et stykke tid, lad os håbe det lige så stille eroderer væk. Opvask, nullermænd og udtørrede, næsten opgivende planter. Ja, det hele bliver lidt forsømt.
Min røv er flad. Når Solveig endelig sover, i min favn vel og mærke, så rører jeg mig ikke ud af stedet. Sidder helt stille, tv slukket. Helt stille, for nu er der ro i det lille hus. Som regel tør jeg ikke engang at lukke amme-bh'en. For hun har et trick med at åbne venstre øje, bare lige for at tjekke. Hvis hun ser at jeg har begrænset hendes umiddelbare adgang til føde, så står verden ikke længere og ja, læs ovenstående om det lille monster.
Så her sidder jeg med i nattøj med flad røv og det ene bryst fremme. Håber ikke der kommer gæster forbi... Tjekket? I think not!

Jeg beder til at det snart er overstået, tænder, tiger- eller appetitspring, bare det snart går over.
Jeg ønsker mig min glade, milde Solle tilbage.
Så ingen kreative projekter i gang, dog masser af tanker om hvad jeg kunne tænke mig at lave.
Eskild kan altid gøre hende glad. Det kunne være jeg skulle melde ham ud af børnehaven :-)
Nå ja, Eskild var jo så uheldig at falde og slå hovedet i et bord i mandags. 3 cm flænge og tre sting. Det var lidt væmmeligt, men han var så cool omkring det. Supermand...


onsdag den 9. oktober 2013

Fødselsdag

Min lille dreng blev tre år i mandags. TRE ÅR!!! (Hvordan gik det lige til?)
Det blev fejret på alle tænkelige måder.
Eskilds yndlings kage (og den eneste han kan li'), bananmuffins, kom med i børnehave. 
Pynt fra bagetid.dk

Det var et hit og Eskild var så glad da jeg hentede ham. På vej hjem råbte han højt: "Det er min fødselsdag", så det meste af gaden sikkert kunne høre det :-)
Om aftenen kom mormor, morfar, oldeforældre, onkel og moster. Gavetid. Arhmen altså, hvor er han heldig.

Jeg havde i anledningen kastet mig ud i at lave en Hr. Skæg kage. Nå ja, hvor svært kan det være?
Øhh, ret så svært skulle jeg hilse at sige.
Lavet i fondant efter lillemandens ønsker. Tror jeg fik lavet fondanten med lidt for meget olie og vand, så den var svært at arbejde med og resultatet var heller ikke så fint som håbet.
Totalt ligegyldigt, da Eskild blev så glad. Først gav han et glædeshyl og så blev han helt stille og det var lige før han begyndte at græde. Det har jeg alligevel ikke oplevet før.